Hvad er bamsejagt?
Bamsejagt er en sjov og seriøs måde at træne løb i lige linjer på.
En bamsebane er en serie af dirigeringer hvor linjen er defineret med et startpunkt (typisk en pind) og et slutpunkt
(en markering på et træ eller i en busk) hvor der ligger en bamse.
Hvorfor så bruge bamser og ikke dummyer? Det er der et par grunde til:
- Hundene synes det er fantastisk sjovt.
- Bamserne er meget synlige når hunden er tæt på dem.
- Giver hunden mulighed for at apportere bamser med forskellige former, tekstur og vægt.
- Hvis det ikke helt går som man ønsker, så er det bare en bamse, dem møder man ikke mange af på prøver eller jagt 😊.
Hvordan foregår det?
Der vil være forskellige linjer. Der vil indgå terrænskifte af forskellig karakter.
En startpind er udgangspunktet, men hver deltager bestemmer selv hvorfra på linjen man vil sende sin hund.
Hundeføreren kan se slutpunktet, men hunden kan ikke altid se bamsen fra udgangspunktet.
Når I ankommer går vi banen sammen. Du kan selv vælge om du vil gå med eller uden hund.
Når hunden har hentet en bamse går hundefører sammen med hunden ud og lægger bamsen igen til næste hund.
Hundefører og hund fortsætter til næste startpind.
Banen kan gås flere gange. Det betyder, at hvis man korter linjen på første tur rundt, så man kan øge længden på anden tur.